Høj på indtryk

Den første måned er tilbagelagt, og der er så meget at fortælle, at jeg umuligt kan runde det hele i ét blogindlæg. Det bliver uundgåeligt en smule overfladisk, men jeg vil alligevel forsøge.

Vi ankom halvristede efter en 24 timers rejse til platformen, som ligger ved Daraja Academy i Kenya. En skole, hvor begavede piger uden midlerne til at fortsætte deres uddannelse får muligheden. Og begavede ér de. Jeg husker et par af deres matematiske ligninger, som folk på gymnasiet næppe ville kunne løse. Og det er altså uden lommeregner. Og de er 13 år gamle.

Solopgang fra toppen af en bakke med udsigt over Daraja:

Allerede de første par dage blev vi konfronteret med denne helt anderledes kultur. Blandt andet var vi på besøg hos lokale stammer (som vi senere har overnattet hos), heriblandt de famøse ”Masai’er”. Vi var også så heldige at få dem på besøg på platformen, hvor vi dansede med dem.

De unge mænd konkurrerer ved at se hvem, der kan hoppe højest. Det er noget, de øver sig på hele barndommen.

I det lokale område blev vi vist rundt af en ung pige, Caroline, og fik her et indblik i arbejdet på landet, som f.eks. kunne bestå i at hugge sten, brænde træ til kul eller at blande cementlignende masse til at bygge huse med. Kenyanerne var interesseret i at høre, hvad vi mente, de burde gøre for at få et bedre arbejde og dermed blive bedre stillet. Her måtte den indre iværksætter kigge rundt og konstatere, at de bare ikke har samme muligheder.

Den nærmeste by er Nanyuki, som ligger 22km væk. For at komme derind tager man en ”matatu”, som er en kassebil (typisk Toyota), hvor man har klemt urealistisk mange sæder ind. De 22 km kan tage op til en time, da vejene har så store huller, at det til tider bedre kan betale sig at køre ude i rabatten. En tur, som i øvrigt byder på zebraer og bavianer langs vejen. Hver dag arbejdes der på at fylde hullerne ud (typisk 10-15 mænd hvert sted), hvor de skiftes til at køre trillebøren. Arbejdsløsheden er høj, men det er altså ikke fordi, at de sparer på arbejdskraften. I byens store indkøbscenter er der flere ansatte end gæster, og skal der vejes frugt, fyldes poser eller bare holdes øje – jamen så er der folk ansat til dét.

Nanyuki er en by på omkring 50.000 indbyggere. En by, som i øvrigt kan tilbyde 15 forskellige banker. Forklaringen lyder, at det er en ”forretningsby”. I Nanyuki er der også en slum, som huser 16.000 af byens indbyggere. I denne slum blev vi i grupper af fire vist rundt. Lokale unge var hyret som guider, og jeg fik æren af at møde Salim, en 22årig ung mand, som er vokset op i slummen (og i øvrigt ligner Nick Cannon på en prik). Det var forventet, at jeg ville se en masse fattigdom (og måske også sørgeligt nok, at jeg ville få det bedre med mig selv og mit liv), og omgivelserne var meget herefter. Forestil dig den afrikanske røde jord, som her ujævnt udgør veje, for det meste tildækket af skrald. Tæt klemt sammen ligger de små lerhuse dækket øverst af bliktagsstykker i forskellige farver, og udenfor sidder voksne mennesker og hænger ud, imens børn løber forbi legende med et bildæk. De fleste uden arbejde. Lugten er slem, men næsen vender sig til det. ”Mzungu, mzungu,” bliver der råbt, som er Swahili for den hvide (rige) mand.

Men alt dette var blot facaden.

Aldrig har jeg oplevet så meget liv. De her mennesker forstår, hvad det hele går ud på. Det handler om at nyde livet, at dele med sine medmennesker, om kærlighed og om at give. Salim, den unge mand fra slummen, som i øvrigt var frivillig fodboldtræner for at få unge i slummen væk fra ballade, havde en ret særlig livsopfattelse. For ham handlede livet i høj grad om familie og at få børn. Man kunne se på ham, at han havde svært ved at fordøje snakken om karriere mv. Men også en anden ting var ret interessant. I slummen deler man åbenbart utroligt meget. Dem, der har mad én dag, deler ud der, og dem, der har mad en anden dag, deler ud der. Herudover hjælper man meget hinanden. Hvis én person har et hus, som skal bygges, så kommer en masse mennesker over for at hjælpe med at bygge det. Og når så en anden person har en køkkenhave, der skal laves, så hjælper man der. Om det var denne mentalitet, livsglæde eller et andet budskab, Salim ønskede at sende, forstod jeg ikke helt, men han ville utroligt gerne rejse ud og sprede viden. Vi snakkede om, at billedet, der tegnes af Afrika, typisk er elendighed, men er det nu også sådan afrikanerne opfatter sig selv? I Nanyuki er de stemplet slum som en kæmpe sten, der er smidt ned over dem, hvilket, de selv synes, er misvisende. Ingen tvivl om, at det er et problem, at en stor del af befolkningen kæmper med HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme. Og ingen tvivl om, at det er et problem, at der er så stor en ulighed, at rigtig mange mennesker sulter hver dag – for ikke at nævne den enorme mængde affald, som ikke behandles. Men måske vi rent faktisk kunne lære noget af dem?

I slummen var vi i øvrigt forbi deres lokale fodboldstadion, hvor der gik køer inde på banen. Og vi hilste på nogen af de unge, som i øvrigt fik lov til at tilføje mig på facebook, så nu er jeg spændt på, hvor mange afrikanere, mit navn deles rundt til.

På vej ud af byen fangede jeg mig selv i at tænke: ”I want to live here”. Muligvis høj på de mange indtryk og muligvis sentimentalt påvirket af Kasper Spez smukke nummer, ”Trøstepræmier”, mente jeg det faktisk stadig i fulde alvor.

Nogle af de samme unge deltog også i Youth Forum, som blev faciliteret på platformen, og det var simpelthen så inspirerende at høre dem fortælle om, hvordan de arbejder frivilligt i slummen – og ikke mindst hvorfor. Det var så ægte og rendyrket medmenneskelighed bedst beskrevet af dem ganske enkelt som en følelse, man har, hvor man bare ved, at det er dét, man skal. Jeg havde forventet, at vi ville møde nogle dovne unge, som ikke gad engagere sig i noget, men det var os, der måtte sidde tilbage med dårlig samvittighed.

I forbindelse med et besøg hos Nanyukis store supermarked stod et par gadesælgere bag et hegn og kaldte på mig, og mit turistinstinkt forsøgte stædigt at overbevise mig om, at jeg bare skulle ignorere dem. Men jeg gik derover og fik ét af turens indtil videre største ahaoplevelser. Aldrig havde jeg forestillet mig, at to gadesælgere kunne være så interessante at snakke med. Og lige nu drømmer jeg faktisk bare om i timevis at gå og snakke med de lokale. Hvis ikke det var fordi, at jeg havde en familie derhjemme, ville jeg nok ændre planerne til i bedste Jacob Holdt-stil at rejse rundt og bo i slummen.

Men Nanyuki havde også en skræmmende side. Gadebørn med ødelagt tøj og hud, som bar præg af dehydrering, manglende bad og diverse sygdomme, konfronterede os. Et indtryk, som ikke med det samme kunne bearbejdes, og den første reaktion var at kigge væk, kigge på pigerne, kigge væk. ”Food,” hørte jeg den ene mumle, imens de blev mere og mere påtrængende. Først her gik det op for mig, at de alle rendte rundt med en tube lim holdt op til næsen. Vi snakkede en del om, at det moralske dilemma meldte sig, og ude af stand til at tage stilling fulgte vi rådet fra platformen – ikke at give dem noget. For bør man købe dem mad? Problemet er jo lidt, at hvis man giver dem mad, eskalerer tiggeriet, hvilket ikke kun går udover os men også mange andre. At købe én af drengene et måltid koster ikke mere end 5-10 kr., men man har samtidigt ikke råd til at købe samtlige fattige mennesker mad. Og da slet ikke flere gange.

Mørket forandrede også Nanyuki en del. Udover, at man ikke kunne gå ude alene, og der selv i lerhytterne i slummen blev låst af i frygt for tyveri, var den lokale bar, ”Sportsmens”, lidt af en oplevelse. Britiske soldater er i Kenya for at træne til Afghanistan, og i weekenderne samles disse på baren i selskab med Kenyanske prostituerede. De fleste af disse er uden uddannelse og helt ned til 17 år gamle. Mange helt uden for pædagogisk rækkevidde. Men det var også lidt morsomt – og ikke mindst interessant. Jeg havde en lang samtale med en officer, som var lidt mere fornuftig at høre på. Vi snakkede om internationale forhold, krigen i mellemøsten, 9/11, om dét at være soldat og en masse andet. Desværre husker jeg af gode grunde ikke så meget, men én ting kan jeg da sige: Én af os måtte være hjernevasket, og jeg tror ikke, at det var mig. Herudover var byturen generelt en succes. Det var super sjovt at høre påvirkede kenyanere snakke lige ud af posen.

Tilbage på platformen stod den på undervisning i blandet andet social forandring, fattigdom, Swahili, kulturforståelse, projektdesign, facilitering af workshops, konflikthåndtering, HIV, lederskab og frivillighed.

Og af andre spændende aktiviteter kan der nævnes lege med lokale børn, demonstration med activista, tutoring af Darajapigerne og undervisning på lokal skole.

Men turen har også haft sine frustrerende momenter. Folk er utroligt religiøse, hvilket kan være svært at håndtere. Og så alle de traditioner. Uden tvivl én af de ting, som medvirker til at fastholde Afrika i den situation, de står i. I Afrika er næsten alle kvinder i øvrigt omskåret, hvilket er helt absurd. I en dokumentar, vi så, stod en mand og prædikede, at kvinder var født med ”en smule mand”, som skulle skæres væk, ligeledes for mænd. Og apropos sindssyge teorier, lyder en myte, at kondomet er Vestens opfindelse for at udrydde afrikanerne.

Men samtaler om religion med disse mennesker har også været interessant. For, at jeg er glødende ateist, betyder jo ikke, at jeg ikke er troende. Jeg tror bare på nogle andre ting, og det er faktisk et interessant spørgsmål – hvad tror jeg på?

Nogen tror iøvrigt, at jeg er 14 år, imens andre tror, at jeg er 28, hvilket er lidt interessant.

Til noget helt andet besteg vi en weekend Mt. Kenya, hvilket var en fantastisk oplevelse, trods at jeg fik højdesyge lige inden det sidste stykke til toppen. Vi startede i 2600 meters højde og gik den første dag 9 km. til den første camp i 3300 meters højde. Dagen efter gik vi 16 km. til den sidste camp i 4200 meters højde. Herfra skulle vi kl. halv tre om natten 5 km mod toppen, som lå i 4950 meters højde, hvilket jeg ikke kunne være med til. Det startede med vejrtrækningsproblemer, som blev efterfulgt af kvalme, feber, hovedpine og ondt i halsen. Men feberen var der måske heller ikke så meget at sige til. Der var så koldt på de camps, at vi kunne ligge i sengen og se vores egen ånde. Og man var ved at dø, inden man nåede ned i soveposen. Mere syg blev jeg så også, da jeg måtte gå de 16 km ned med feber, koldsved og hvad der ellers hører til.

Da jeg kom tilbage til platformen, udviklede det sig til konstante brystsmerter, og efter at have kæmpet med det en hel nat, måtte jeg på hospitalet, hvor de kunne konstatere, at jeg havde fået en infektion i lungerne (tror jeg nok). Jeg gik i hvert fald derfra med antibiotika, smertestillende, og noget andet flydende medicin. Det viste sig så, at de smertestillende piller kunne sidestilles med panodiler, som langt fra var stærke nok, og jeg måtte endnu engang på hospitalet (denne gang sent om aftenen). Her blev jeg skudt i røven af det stærkeste, de havde, og ti minutter efter døsede jeg hen. Efter endnu en blodprøve, et røntgenbillede og et par andre tests, fik jeg så at vide, at jeg skulle blive endnu en nat. Det var heller ikke det store problem. Fik besøg af pigerne, havde en bog at læse, maden var kanon og de var generelt rigtig søde. Da natten så faldt på, og den sidste omgang smertestillende gerne skulle have virket, kom smerterne igen. En sygeplejerske fortalte mig, at hun ville finde noget mod det, men tilbage kom hun med to af de piller, som kunne sidestilles med panodiler! Jeg spurgte flere gange, om det ville tage min smerte i troen om, at hun vidste, hvad jeg havde været igennem. Og helt overbevist var hun. Jeg ville heller ikke være til besvær. Så jeg måtte den næste time bide smerterne i mig for at overbevise hende om, at de ingen effekt havde. Jeg fortalte hende efterfølgende, at det eneste, der havde taget smerterne før, var den indsprøjtning, som jeg fik den forgangne nat. Så skal jeg ellers love for, at jeg blev stillet for et dilemma. For jeg blev åbenbart afhængig af det, og derfor var hun ikke meget for at give mig det. I løbet af dagen havde jeg indtaget omkring femten piller, og jeg havde efter et par blodprøver omkring 5-6 stiksår på mine arme (de rammer ikke så godt), så i må nok kunne forstå, at jeg følte mig lidt som en junkie. Lettere frustreret bedte jeg om et telefonopkald tilbage til platformen, men hun fortalte mig så (opmuntrende), at det er tredje gang, man bliver afhængig (what the?), og at det nok gik denne nat. Med en dårlig smag i munden gav jeg efter for mine smerter og tog imod indsprøjtningen. Og efter at have prøvet en masse forskellig medicin, blev jeg på fjerdedagen udskrevet.

Vi har desuden haft vores safaridebut i den lokale safaripark, Sweetwaters, som blandt andet bød på elefanter, giraffer, næsehorn, zebraer, vortesvin, en masse forskellige antiloper og ikke mindst løver! Der parrede! Det var ikke Masai Mara. Det må desværre vente til februar, men det var alligevel en ret stor oplevelse.

Der er simpelthen så meget at fortælle om, og kun en måned er tilbagelagt. At jeg stadig har fem måneder foran mig er svært at forstå.

Jeg vil i øvrigt gerne sige tak for hilsnerne og det hele på min fødselsdag. Blev vækket med flag, balloner og sang og fik senere kage og mere sang, så der var ikke noget at klage over. Desuden var vejret helt perfekt.

Vi tog i lørdags afsked med Daraja og drog ind mod Nairobi, hvor vi skulle besøge Kibera og tilbringe en nat. På hotel, ikke i Kibera. Det var en lidt tom fornemmelse at tage afsked, men samtidigt var der jo nye oplevelser, som ventede. Kibera var overvældende. 1 mio. mennesker samlet på 20 km³ under de mest kummerlige forhold. Og grænsen var tydelig, da der bogstaveligt talt var rigdom lige på den anden side af slummen. Desværre var det kun en overfladisk rundvisning, men man kunne føle samme vibe som i slummen i Nanyuki. Ved et besøg hos en smykkesælger, blev jeg foræret en halskæde, hvilket gjorde det til en endnu større oplevelse.

Søndag fløj vi til Lusaka i Zambia, hvor jeg på nuværende tidspunkt befinder mig. En meget vestlig by, som sandsynligvis bliver lidt af en kontrast til den verden, vi senere idag tager ud til. For om godt en times tid bliver vi kørt ud til vores familier, som vi skal tilbringe de næste tre måneder hos. Her står den på organisatorisk arbejde hos Nyimba District Farmers Association, hvilket nok skal blive spændende. Vi sidder pt. på ActionAid Zambias kontor, hvorfor det er muligt at uploade billeder, og her (også generelt i Zambia) har vi for alvor mærket ”african-time”. Men vi overlever. Hakuna Matata 🙂

Reklamer