Ministerbesøg, World AIDS Day, 4. klasses fair og fodboldturnering

Der har været lidt blandet begivenheder, som kan klemmes sammen til et indlæg.

Først og fremmest World AIDS Day, som blev brugt på en skole i en landsby et stykke ude af Nyimba. Her var der en større ceremoni med masser af taler, sketches, dans og musik. Forud for denne dag havde der været en ceremoni i kirken for at skyde det igang. Denne indsats blev nemlig planlagt gennem kirken, hvorfor man, istedet for at lære folk at bruge kondom, prædikede afholdenhed og omskæring. Ja, af en eller anden grund skulle omskæring reducere risikoen for HIV-smitte. Det ses, at børn helt ned til 12 år bliver gravide, så det er ret obvious, at afholdenhed nok ikke er det mest optimale budskab at sende. Men det er et meget kristent land, så sådan er det. Interessante og sjove samtaler man kan få med Mr. Maponda på dette område 🙂

DSC_2757 DSC_2602 DSC_2537 World AIDS Day march DSC_2448

Landbrugsministeren kom på besøg, da et træplantningsprogram skulle skydes igang. Meget formel ceremoni, hvor jeg var inviteret til at tage billeder og video. Masser af formelle personer. Selv “the royal highness”, Chief Ndake, ærede med visit. Ja, jeg synes, de går lidt over gevind, når de tiltaler en chief for et mindre distrikt på den måde – nå ja, og går på knæ, når der skal hilses. Jeg har bevidst undgået at hilse på ham af denne grund. Men vildt fedt initiativ. Det var en noget tam følelse, man stod med, når der blev holdt tale om, hvad der skal gøres for at imødekomme den globale opvarmning, når Afrika udleder en meget lille procentdel af den samlede CO2 udledning. Træer blev der dog plantet.

Tree planting day5 Tree planting day3 Tree planting day2 Tree planting day1 Tree planting day4

4. klasses fair har jeg desværre ingen billeder af. Der blev konkurreret i blandt andet læsning og diktat med fire fjerde klasses repræsentanter fra fem skoler. Walter Hiebert School fik en flot fjerdeplads 🙂 Og mand, hvor var de gode, nogen af de bedste børn. Fodboldturneringen har jeg til gengæld masser af billeder af. Men først en forklaring. Vores nabo, ven og kollega døde af hepatitis omkring jul. Han havde ligget syg længe og kom med al sandsynlighed for sent på det store hospital i Lusaka. Vi var over at besøge ham juledag med en gave (en fodbold til hans hold, som han underviste), men det var desværre det sidste, vi så til ham. Han havde en masse planer om en fodboldturnering, og derfor valgte vi at få det stablet på benene. Det krævede lidt af en indsats fra mig, skal det lige siges. Græsset på fodboldbanen var efter regnen blevet godt en halv meter højt, og når græsset skal klippes, bruges der en “slasher”, som man svinger fra side til side (og tager et lille bundt græs af gangen. Det tog en krig, og jeg knoklede i nok 10 timer på 3 dage blot for at kunne konstatere, at det ikke kunne nåes. Da eleverne så mødte om mandagen, blev de alle sat til at slashe græsset – og vupti, så var det væk. Nøj… Men onsdag kunne der afholdes fodboldturnering. Overordnet en succes. De små børn blev dog småkede af det, da de indså, at det kun var vinderne af turneringen, der fik kiks. Ooooog så er der billeder.

Fodboldturnering6 Fodboldturnering5 Fodboldturnering4 Fodboldturnering3 Fodboldturnering2 Fodboldturnering1

Reklamer

Alene i Zambia

D. 19. januar sagde familien og jeg farvel til de tre piger, og en helt anderledes oplevelse ventede. Selvom det har været hyggeligt at dele Nyimba med Oliva, Mie og Isabella, har det været og er stadig fantastisk at være her alene. Børnene snakker meget mere engelsk – også til hinanden, når jeg er i nærheden. Desuden begyndte jeg på dette tidspunkt at undervise på skolen. …

Her er lidt billeder fra dagen inden den tårevædede afsked. Jeg ser ikke frem til dagen, hvor det er min tur… De smiler iøvrigt ikke rigtig på billeder generelt hernede, jeg ved ikke hvorfor.

Mrs. Maponda
Mrs. Maponda
Blessed
Blessed
Fra venstre: Enala, Olivia, Abigail, Norah, Blessed, Anastacia
Fra venstre: Enala, Olivia, Abigail, Norah, Blessed, Anastacia
Fra venstre: Prince, Olivia, Walter
Fra venstre: Prince, Olivia, Walter
Moster Eunis (aner ikke, hvordan det staves) og de to kusiner, Miriam og Sara
Moster Eunis (aner ikke, hvordan det staves) og de to kusiner, Miriam og Sara

Nytår på Zanzibar

Det var en kamp at komme dertil med maaaange timer i bus. Ja faktisk burde det tælles i dage i stedet. 5-6 dage i bus, tror jeg, hvis der tælles hjemturen med? Hvad, der ventede, var dog den hvideste sandstrand, det klareste vand og det lækreste vejr. Med masser af restaurantbesøg, øl om aftenen og lange morgener var det noget af et afbræk fra livet i Nyimba. Nytår blev fejret til strandfest, hvilket jeg ikke husker så meget af, men sjovt var det. 🙂 Desuden var vi ude at snorkle. Ja, den kunne nok flettes bedre ind. Nå ja, og når der var lavvandet, så var der lavvandet. Så skulle man altså gå flere kilometer ud til vandet – gennem hundredvis af søpindsvin. Som regel kom vandet først tilbage ved 15-16-tiden. Ret mærkværdigt.

Her får I lidt billeder.

Dar Es Salaam2 Dar Es Salaam1 Zanzibar8 Zanzibar7 Zanzibar6 Zanzibar5 Zanzibar4 Zanzibar1 Zanzibar2 Zanzibar3

Juleaften – ja sådan kan det også fejres

Istedet for juletræ, gaver, and og flæskesteg, stod d. 24. december på dans til langt ud på natten. Her var mange fra landsbyen samlet, og ikke alle gik i seng. D. 25. december var dog den egentlige fest. Her havde vores værtsfamilie arrangeret telt, musik, palmer, bænke og mad, og endnu engang var landsbyen samlet til – jeps – dans. 🙂 Fra middag til sent om aftenen stod programmet på dans, sketch, tale og mad. Sjovt var det, da der blev sat en kageceremoni igang, hvor der skulle danses omkring en lillebitte lagkage, inden den blev skåret i, imens 400 afrikanerne måtte se til. Mindre sjovt var det, da vi, efter jeg havde holdt tale, blev beordret at danse lidt fristil for alle til Zambiansk musik. Pigerne ville synge og lave fakter til “På loften sidder nissen”, men jeg nægtede, og vi fik istedet et lynkursus i en Zambiansk dans, som vi efterfølgende opførte med børnene. Vi gav den gas, og alle var glade.

Som altid, her er lidt billeder. Et par søde børn får I også med på vejen i denne omgang.

Christmas17 Christmas16 Christmas11 Christmas12 Christmas13 Christmas14 Christmas15 Christmas10 Christmas9 Christmas8 Christmas7 Christmas6 Christmas5 Christmas4 Christmas3 Christmas2

Charmetrolden, Blessed

Den lille terrorist, som gang på gang roder mit værelse til, Blessed, fortjener et indlæg og en billedserie for sig selv. Han er to år gammel, kan endnu ikke snakke, og man finder ham ofte ligge ude i sandet om aftenen og kigge op på stjernerne. Han laver de sjoveste ansigtsudtryk og ser konstant forundret ud over, hvad fanden der foregår. Han er vildt betaget af biler og cykler – ja, alt med hjul.

Favoritmoment er, da han kom ind på værelset til mig på min madras med to boller, lagde sig og gav mig den ene.

Blessed5 Blessed4 Blessed3 Blessed2 Blessed1 DSC_3010

 

Se resten af familien Maponda her

Familien Maponda

Familien Maponda består først og fremmest af værtsfar, Mr. Mabvuto Alick Maponda, og værtsmor, Mrs. Miriam Maponda. To ret karakteristiske personligheder.

Værtsfar, Mr. Maponda, er en passioneret mand med masser af visioner. Han arbejder som Nyimba District Coordinator, har studeret i Canada og startede i 2007 en lokal skole for landsbyens børn, der ikke ellers havde mulighed for at komme i skole, Walter Hiebert School for Orphans and Vulnerable Children (fortjener et indlæg for sig selv). Han minder meget om mig selv i hans måde at tænke på, og vi sidder derfor ofte en times tid udenfor om aftenen og snakker om alt mellem himmel og jord.

Værtsmor, Mrs. Maponda, er en super sød kvinde – men bestemt 🙂 Det sker ofte, at man får en reprimande, hvis ens tøj er beskidt, hvis Olivias kjole er for afslørende eller hvis man mangler at tage sit bad. Sød er hun dog. Næsten dagligt får man at vide, hvor dejligt det er, at man er her, og så er der naturligvis hendes boller, som hun bager i hendes store stenovn og sælger i shoppen. 10kg mel og over 200 boller bliver det til – hver dag stort set. De er delicious.

Søster på 18, Nora, er den ældste af de fem søskende. Hun er lige blevet færdig med high school. Super sød og rigtig flot pige. Med alt det, som Zambia importerer fra Vesten, medfølger også den materialistiske kultur. Ja, kvinder gør rigtig meget ud af dem selv. Stort set alle kvinder (i hvert fald i Lusaka) går med paryk eller påsat hår. Herudover bruger visse kvinder (I shit you not) et eller andet slags kemikalie for at blegne deres hud. De vil alle rigtig gerne være hvide. Nora er med på den bølge, hvilket jeg synes er en skam. Hun går rigtig meget op i hendes udseende, og eksempelvis på væggen på deres værelse hænger der en masse sider fra Se&Hør-blade med folk på den røde løber i forbindelse med programmet Vild Med Dans. Desuden øver de sig i at gå catwalk, pigerne. Men sød, det er hun. Og hun er den, der er nemmest at snakke med af børnene.

Lidt yngre søster på 16, Anastacia, er også en super sød og flot pige. Det sker ret ofte, at vi sidder og ser film til langt ud på natten, og hun er meget nem at snakke med. Desværre er hun nu startet på boardingschool, så det er måske en gang om ugen, at man ser hende.

Mindre søster på 13, Abigail, er den yngste af pigerne. Rigtig sød, ligeledes flot og med et helt tæt forhold til lille Blessed på 2 år. Som 13-årig går hun i 9. klasse på Nyimba Secondary School – en klasse, hvor de fleste 18-20 år gammel. Hun er super kvik og er rigtig nem at snakke med. Uden tvivl den mest modne 13-årige pige, jeg nogensinde har set.

Mrs. Mapondas søster på 18, Enala, bor også her. Lidt genert pige, men altid smilende og IGEN – en flot pige (det er de allesammen). Hun er nok den, der laver flest huslige pligter herhjemme.

Af drengene, har vi Walter Hiebert på 9, Prince på 5 og Blessed på 2. Blessed fortjener hans eget indlæg 🙂 Walter er enormt god til engelsk ift. hans alder. Og så har han en utrolig høj social intelligens. Han underholder snildt en stor flok mennesker og snakker rigtig meget. Han er nok drengen, jeg bruger mest tid med.

Prince er ikke så gammel og kan ikke rigtig snakke engelsk. Han forsøger dog… Ved at gentage alt, hvad jeg siger, eller sige no, hvis jeg siger yes og omvendt. Det er meget sjovt, og han er helt sikkert sød. Men hans manerer er simpelthen så dårlige. Når han har spist, er der mad overalt. Han smasker, bøvser og prutter, når det passer ham. En stædig satan, som måtte tages ud af skolen sidste år, da han var flabet over for læreren. Nu forsøges der igen at få ham i skole, men det er ikke usædvanligt, at han om morgenen græder, når han skal i skole.

For lige at sætte dette i perspektiv, så er opdragelse ikke noget, man gør særlig meget ud af. Det er primært pigerne, der opdrager på børnene, da det er dem, der tager sig af børnene en stor del af tiden. Og man gør ikke meget ud af at fortælle, når barnet gør noget, som er forkert. De lader gerne børn smadre deres legetøj eller smide mad udover det hele. Hvis Blessed får fat i en bold, som en flok drenge spiller med, så stiller drengene sig pænt ved siden af og venter på, at Blessed bliver træt af at lege med bolden. Ligeledes, hvis Blessed vil se fjernsyn eller have slik, så får han det. Græder børnene derimod, ja så lader man dem være – da “de skal være stærke”. Det er utrolig hårdt. Ikke noget jeg har snakket med dem om.

Blessed får som sagt hans eget indlæg 🙂

Global opvarmning first-hand

Da vi ankom i starten af november, skulle regnen normalvis være kommet. Faktisk begyndte den normalt i starten oktober, men vi fik den først at se i slutningen af november. En udvikling, som har været gennemgående for de sidste 10-15 år.

Søen og således vandforsyningen var tørret ud, og et omfattende projekt blev sat igang, hvor der kom folk og borede en masse “boreholes”, så der kunne pumpes grundvand op over alt i distriktet.

Træplantning for at imødekomme udfordringen

Det er utroligt overvældende, at gå rundt her og vide, at der normalvis er fyldt med vand på det pågældende tidspunkt.

DSC_1714 DSC_1712

Da regnen så kom, hvilket den gjorde og stadig gør, kom den med mere regnfald, end der har været i mange år. Broen ind til byen blev oversvømmet, og folk, som boede nede i dalen, måtte flytte. Ikke noget de oplever så tit. Igen, som resultat af den globale opvarmning.

Det her er rart:

Søen i regntiden

Det her er knap så rart:

Mindre oversvømmelse3 Mindre oversvømmelse2 Mindre oversvømmelse1