Høj på indtryk

Den første måned er tilbagelagt, og der er så meget at fortælle, at jeg umuligt kan runde det hele i ét blogindlæg. Det bliver uundgåeligt en smule overfladisk, men jeg vil alligevel forsøge.

Vi ankom halvristede efter en 24 timers rejse til platformen, som ligger ved Daraja Academy i Kenya. En skole, hvor begavede piger uden midlerne til at fortsætte deres uddannelse får muligheden. Og begavede ér de. Jeg husker et par af deres matematiske ligninger, som folk på gymnasiet næppe ville kunne løse. Og det er altså uden lommeregner. Og de er 13 år gamle.

Solopgang fra toppen af en bakke med udsigt over Daraja:

Allerede de første par dage blev vi konfronteret med denne helt anderledes kultur. Blandt andet var vi på besøg hos lokale stammer (som vi senere har overnattet hos), heriblandt de famøse ”Masai’er”. Vi var også så heldige at få dem på besøg på platformen, hvor vi dansede med dem.

De unge mænd konkurrerer ved at se hvem, der kan hoppe højest. Det er noget, de øver sig på hele barndommen.

I det lokale område blev vi vist rundt af en ung pige, Caroline, og fik her et indblik i arbejdet på landet, som f.eks. kunne bestå i at hugge sten, brænde træ til kul eller at blande cementlignende masse til at bygge huse med. Kenyanerne var interesseret i at høre, hvad vi mente, de burde gøre for at få et bedre arbejde og dermed blive bedre stillet. Her måtte den indre iværksætter kigge rundt og konstatere, at de bare ikke har samme muligheder.

Den nærmeste by er Nanyuki, som ligger 22km væk. For at komme derind tager man en ”matatu”, som er en kassebil (typisk Toyota), hvor man har klemt urealistisk mange sæder ind. De 22 km kan tage op til en time, da vejene har så store huller, at det til tider bedre kan betale sig at køre ude i rabatten. En tur, som i øvrigt byder på zebraer og bavianer langs vejen. Hver dag arbejdes der på at fylde hullerne ud (typisk 10-15 mænd hvert sted), hvor de skiftes til at køre trillebøren. Arbejdsløsheden er høj, men det er altså ikke fordi, at de sparer på arbejdskraften. I byens store indkøbscenter er der flere ansatte end gæster, og skal der vejes frugt, fyldes poser eller bare holdes øje – jamen så er der folk ansat til dét.

Nanyuki er en by på omkring 50.000 indbyggere. En by, som i øvrigt kan tilbyde 15 forskellige banker. Forklaringen lyder, at det er en ”forretningsby”. I Nanyuki er der også en slum, som huser 16.000 af byens indbyggere. I denne slum blev vi i grupper af fire vist rundt. Lokale unge var hyret som guider, og jeg fik æren af at møde Salim, en 22årig ung mand, som er vokset op i slummen (og i øvrigt ligner Nick Cannon på en prik). Det var forventet, at jeg ville se en masse fattigdom (og måske også sørgeligt nok, at jeg ville få det bedre med mig selv og mit liv), og omgivelserne var meget herefter. Forestil dig den afrikanske røde jord, som her ujævnt udgør veje, for det meste tildækket af skrald. Tæt klemt sammen ligger de små lerhuse dækket øverst af bliktagsstykker i forskellige farver, og udenfor sidder voksne mennesker og hænger ud, imens børn løber forbi legende med et bildæk. De fleste uden arbejde. Lugten er slem, men næsen vender sig til det. ”Mzungu, mzungu,” bliver der råbt, som er Swahili for den hvide (rige) mand.

Men alt dette var blot facaden.

Aldrig har jeg oplevet så meget liv. De her mennesker forstår, hvad det hele går ud på. Det handler om at nyde livet, at dele med sine medmennesker, om kærlighed og om at give. Salim, den unge mand fra slummen, som i øvrigt var frivillig fodboldtræner for at få unge i slummen væk fra ballade, havde en ret særlig livsopfattelse. For ham handlede livet i høj grad om familie og at få børn. Man kunne se på ham, at han havde svært ved at fordøje snakken om karriere mv. Men også en anden ting var ret interessant. I slummen deler man åbenbart utroligt meget. Dem, der har mad én dag, deler ud der, og dem, der har mad en anden dag, deler ud der. Herudover hjælper man meget hinanden. Hvis én person har et hus, som skal bygges, så kommer en masse mennesker over for at hjælpe med at bygge det. Og når så en anden person har en køkkenhave, der skal laves, så hjælper man der. Om det var denne mentalitet, livsglæde eller et andet budskab, Salim ønskede at sende, forstod jeg ikke helt, men han ville utroligt gerne rejse ud og sprede viden. Vi snakkede om, at billedet, der tegnes af Afrika, typisk er elendighed, men er det nu også sådan afrikanerne opfatter sig selv? I Nanyuki er de stemplet slum som en kæmpe sten, der er smidt ned over dem, hvilket, de selv synes, er misvisende. Ingen tvivl om, at det er et problem, at en stor del af befolkningen kæmper med HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme. Og ingen tvivl om, at det er et problem, at der er så stor en ulighed, at rigtig mange mennesker sulter hver dag – for ikke at nævne den enorme mængde affald, som ikke behandles. Men måske vi rent faktisk kunne lære noget af dem?

I slummen var vi i øvrigt forbi deres lokale fodboldstadion, hvor der gik køer inde på banen. Og vi hilste på nogen af de unge, som i øvrigt fik lov til at tilføje mig på facebook, så nu er jeg spændt på, hvor mange afrikanere, mit navn deles rundt til.

På vej ud af byen fangede jeg mig selv i at tænke: ”I want to live here”. Muligvis høj på de mange indtryk og muligvis sentimentalt påvirket af Kasper Spez smukke nummer, ”Trøstepræmier”, mente jeg det faktisk stadig i fulde alvor.

Nogle af de samme unge deltog også i Youth Forum, som blev faciliteret på platformen, og det var simpelthen så inspirerende at høre dem fortælle om, hvordan de arbejder frivilligt i slummen – og ikke mindst hvorfor. Det var så ægte og rendyrket medmenneskelighed bedst beskrevet af dem ganske enkelt som en følelse, man har, hvor man bare ved, at det er dét, man skal. Jeg havde forventet, at vi ville møde nogle dovne unge, som ikke gad engagere sig i noget, men det var os, der måtte sidde tilbage med dårlig samvittighed.

I forbindelse med et besøg hos Nanyukis store supermarked stod et par gadesælgere bag et hegn og kaldte på mig, og mit turistinstinkt forsøgte stædigt at overbevise mig om, at jeg bare skulle ignorere dem. Men jeg gik derover og fik ét af turens indtil videre største ahaoplevelser. Aldrig havde jeg forestillet mig, at to gadesælgere kunne være så interessante at snakke med. Og lige nu drømmer jeg faktisk bare om i timevis at gå og snakke med de lokale. Hvis ikke det var fordi, at jeg havde en familie derhjemme, ville jeg nok ændre planerne til i bedste Jacob Holdt-stil at rejse rundt og bo i slummen.

Men Nanyuki havde også en skræmmende side. Gadebørn med ødelagt tøj og hud, som bar præg af dehydrering, manglende bad og diverse sygdomme, konfronterede os. Et indtryk, som ikke med det samme kunne bearbejdes, og den første reaktion var at kigge væk, kigge på pigerne, kigge væk. ”Food,” hørte jeg den ene mumle, imens de blev mere og mere påtrængende. Først her gik det op for mig, at de alle rendte rundt med en tube lim holdt op til næsen. Vi snakkede en del om, at det moralske dilemma meldte sig, og ude af stand til at tage stilling fulgte vi rådet fra platformen – ikke at give dem noget. For bør man købe dem mad? Problemet er jo lidt, at hvis man giver dem mad, eskalerer tiggeriet, hvilket ikke kun går udover os men også mange andre. At købe én af drengene et måltid koster ikke mere end 5-10 kr., men man har samtidigt ikke råd til at købe samtlige fattige mennesker mad. Og da slet ikke flere gange.

Mørket forandrede også Nanyuki en del. Udover, at man ikke kunne gå ude alene, og der selv i lerhytterne i slummen blev låst af i frygt for tyveri, var den lokale bar, ”Sportsmens”, lidt af en oplevelse. Britiske soldater er i Kenya for at træne til Afghanistan, og i weekenderne samles disse på baren i selskab med Kenyanske prostituerede. De fleste af disse er uden uddannelse og helt ned til 17 år gamle. Mange helt uden for pædagogisk rækkevidde. Men det var også lidt morsomt – og ikke mindst interessant. Jeg havde en lang samtale med en officer, som var lidt mere fornuftig at høre på. Vi snakkede om internationale forhold, krigen i mellemøsten, 9/11, om dét at være soldat og en masse andet. Desværre husker jeg af gode grunde ikke så meget, men én ting kan jeg da sige: Én af os måtte være hjernevasket, og jeg tror ikke, at det var mig. Herudover var byturen generelt en succes. Det var super sjovt at høre påvirkede kenyanere snakke lige ud af posen.

Tilbage på platformen stod den på undervisning i blandet andet social forandring, fattigdom, Swahili, kulturforståelse, projektdesign, facilitering af workshops, konflikthåndtering, HIV, lederskab og frivillighed.

Og af andre spændende aktiviteter kan der nævnes lege med lokale børn, demonstration med activista, tutoring af Darajapigerne og undervisning på lokal skole.

Men turen har også haft sine frustrerende momenter. Folk er utroligt religiøse, hvilket kan være svært at håndtere. Og så alle de traditioner. Uden tvivl én af de ting, som medvirker til at fastholde Afrika i den situation, de står i. I Afrika er næsten alle kvinder i øvrigt omskåret, hvilket er helt absurd. I en dokumentar, vi så, stod en mand og prædikede, at kvinder var født med ”en smule mand”, som skulle skæres væk, ligeledes for mænd. Og apropos sindssyge teorier, lyder en myte, at kondomet er Vestens opfindelse for at udrydde afrikanerne.

Men samtaler om religion med disse mennesker har også været interessant. For, at jeg er glødende ateist, betyder jo ikke, at jeg ikke er troende. Jeg tror bare på nogle andre ting, og det er faktisk et interessant spørgsmål – hvad tror jeg på?

Nogen tror iøvrigt, at jeg er 14 år, imens andre tror, at jeg er 28, hvilket er lidt interessant.

Til noget helt andet besteg vi en weekend Mt. Kenya, hvilket var en fantastisk oplevelse, trods at jeg fik højdesyge lige inden det sidste stykke til toppen. Vi startede i 2600 meters højde og gik den første dag 9 km. til den første camp i 3300 meters højde. Dagen efter gik vi 16 km. til den sidste camp i 4200 meters højde. Herfra skulle vi kl. halv tre om natten 5 km mod toppen, som lå i 4950 meters højde, hvilket jeg ikke kunne være med til. Det startede med vejrtrækningsproblemer, som blev efterfulgt af kvalme, feber, hovedpine og ondt i halsen. Men feberen var der måske heller ikke så meget at sige til. Der var så koldt på de camps, at vi kunne ligge i sengen og se vores egen ånde. Og man var ved at dø, inden man nåede ned i soveposen. Mere syg blev jeg så også, da jeg måtte gå de 16 km ned med feber, koldsved og hvad der ellers hører til.

Da jeg kom tilbage til platformen, udviklede det sig til konstante brystsmerter, og efter at have kæmpet med det en hel nat, måtte jeg på hospitalet, hvor de kunne konstatere, at jeg havde fået en infektion i lungerne (tror jeg nok). Jeg gik i hvert fald derfra med antibiotika, smertestillende, og noget andet flydende medicin. Det viste sig så, at de smertestillende piller kunne sidestilles med panodiler, som langt fra var stærke nok, og jeg måtte endnu engang på hospitalet (denne gang sent om aftenen). Her blev jeg skudt i røven af det stærkeste, de havde, og ti minutter efter døsede jeg hen. Efter endnu en blodprøve, et røntgenbillede og et par andre tests, fik jeg så at vide, at jeg skulle blive endnu en nat. Det var heller ikke det store problem. Fik besøg af pigerne, havde en bog at læse, maden var kanon og de var generelt rigtig søde. Da natten så faldt på, og den sidste omgang smertestillende gerne skulle have virket, kom smerterne igen. En sygeplejerske fortalte mig, at hun ville finde noget mod det, men tilbage kom hun med to af de piller, som kunne sidestilles med panodiler! Jeg spurgte flere gange, om det ville tage min smerte i troen om, at hun vidste, hvad jeg havde været igennem. Og helt overbevist var hun. Jeg ville heller ikke være til besvær. Så jeg måtte den næste time bide smerterne i mig for at overbevise hende om, at de ingen effekt havde. Jeg fortalte hende efterfølgende, at det eneste, der havde taget smerterne før, var den indsprøjtning, som jeg fik den forgangne nat. Så skal jeg ellers love for, at jeg blev stillet for et dilemma. For jeg blev åbenbart afhængig af det, og derfor var hun ikke meget for at give mig det. I løbet af dagen havde jeg indtaget omkring femten piller, og jeg havde efter et par blodprøver omkring 5-6 stiksår på mine arme (de rammer ikke så godt), så i må nok kunne forstå, at jeg følte mig lidt som en junkie. Lettere frustreret bedte jeg om et telefonopkald tilbage til platformen, men hun fortalte mig så (opmuntrende), at det er tredje gang, man bliver afhængig (what the?), og at det nok gik denne nat. Med en dårlig smag i munden gav jeg efter for mine smerter og tog imod indsprøjtningen. Og efter at have prøvet en masse forskellig medicin, blev jeg på fjerdedagen udskrevet.

Vi har desuden haft vores safaridebut i den lokale safaripark, Sweetwaters, som blandt andet bød på elefanter, giraffer, næsehorn, zebraer, vortesvin, en masse forskellige antiloper og ikke mindst løver! Der parrede! Det var ikke Masai Mara. Det må desværre vente til februar, men det var alligevel en ret stor oplevelse.

Der er simpelthen så meget at fortælle om, og kun en måned er tilbagelagt. At jeg stadig har fem måneder foran mig er svært at forstå.

Jeg vil i øvrigt gerne sige tak for hilsnerne og det hele på min fødselsdag. Blev vækket med flag, balloner og sang og fik senere kage og mere sang, så der var ikke noget at klage over. Desuden var vejret helt perfekt.

Vi tog i lørdags afsked med Daraja og drog ind mod Nairobi, hvor vi skulle besøge Kibera og tilbringe en nat. På hotel, ikke i Kibera. Det var en lidt tom fornemmelse at tage afsked, men samtidigt var der jo nye oplevelser, som ventede. Kibera var overvældende. 1 mio. mennesker samlet på 20 km³ under de mest kummerlige forhold. Og grænsen var tydelig, da der bogstaveligt talt var rigdom lige på den anden side af slummen. Desværre var det kun en overfladisk rundvisning, men man kunne føle samme vibe som i slummen i Nanyuki. Ved et besøg hos en smykkesælger, blev jeg foræret en halskæde, hvilket gjorde det til en endnu større oplevelse.

Søndag fløj vi til Lusaka i Zambia, hvor jeg på nuværende tidspunkt befinder mig. En meget vestlig by, som sandsynligvis bliver lidt af en kontrast til den verden, vi senere idag tager ud til. For om godt en times tid bliver vi kørt ud til vores familier, som vi skal tilbringe de næste tre måneder hos. Her står den på organisatorisk arbejde hos Nyimba District Farmers Association, hvilket nok skal blive spændende. Vi sidder pt. på ActionAid Zambias kontor, hvorfor det er muligt at uploade billeder, og her (også generelt i Zambia) har vi for alvor mærket ”african-time”. Men vi overlever. Hakuna Matata 🙂

Reklamer

Innovation og Entreprenørskab workshop 11.-12. marts 2013

Zambia, beliggende i det sydlige Afrika, er ét af verdens fattigste lande. Omkring 64 % af den samlede befolkning lever under fattigdomsgrænsen, og den andel stiger til 80 %, hvis man ser på landdistrikterne alene, hvilket betyder, at de fleste ikke har en tilstrækkelig indkomst til at kunne dække helt basale behov. Herudover er den forventede levealder helt nede på 37,5 år hjulpet godt på vej af HIV/AIDS, som 14,3 % af befolkningen lever med. I en mindre by, Nyimba, i den østlige provins, kæmper man med netop denne fattigdom. Især de unge har det svært her med en ungdomsarbejdsløshedsprocent på over 80. Faktisk er den nok i virkeligheden en del højere. I den private sektor er der meget få arbejdspladser, og uddannelse er således styret mod ansættelse i det offentlige. Opstart af egen forretning anses som noget, folk uden uddannelse giver sig i kast med. Forretninger som typisk startes er derfor saloner, små kiosker, cykelsmede osv.

Disse unge mangler kapital til at komme igang, men endnu vigtigere idéer, opbakning og viden om, hvordan de kommer igang. Derfor valgte jeg at koordinere en workshop for unge i distriktet, som havde mod på at give sig i kast med entreprenørskab.

Workshoppen strakte sig over to dage og blev holdt ved Taitana Lodge i flotte omgivelser. Der var morgenmad (æg, pølse, brød, te m.m.), frokost (kylling og nshima), tea-break (drinks og kage) og vand til rådighed begge dage. Workshoppens indhold tog udgangspunkt i Young Enterprises innovationscamps og var med hyppigt brug af videoer, da jeg var den eneste taler.

Temaet første dag var innovation og mere specifikt idégenerering. Med udgangspunkt i et oplæg omkring kreativitet og hvordan hjernen fungerer, blev deltagerne introduceret for innovationsteknikker og gennemgik herefter nogle øvelser i at skabe de rigtige rammer for kreativ tænkning. Inden den kreative process forbundet med idégenering kunne finde sted, lyttede deltagerne til et oplæg omkring social entreprenørskab. Den kreative process indledte med den første fase: identificering af behov. Her blev deltagerne på forskellig vis inspireret og fik brainstormet. Deltagerne fandt enormt mange problemer og behov. Disse skulle nu sorteres, og hver deltager skulle til sidst sætte fokus på ét af behovene. Herefter kom deltagerne igennem næste fase. Her skulle der brainstormes på løsninger i form af forretningsidéer inspireret af forskellige aktiviteter. Hernæst skulle deltagerne systematisere, kategorisere, videreudvikle og evaluere de mange idéer, inden vi til sidst samlede de bedste idéer. Energien blev holdt oppe med et par energizers ind i mellem. Vi evaluerede kort, og herefter var en lang dag slut.

Temaet anden dag var entreprenørskab og mere specifikt videreførelse af idé – opstart af virksomhed. Vi indledte dagen med en personlighedstest, hvor deltagerne, som ønskede at være i en gruppe, skulle basere grupperne ud fra resultaterne. Dette var ikke endelige grupper, men grupper som de skulle arbejde med i løbet af dagen. Tanken var, at deltagerne skulle i gruppe med andre, der var forskellige fra dem selv, således at der opstod en synergieffekt. Vi lavede forskellige aktiviteter for at løsne op, da de efter køn og kendskab til hinanden var meget opdelt. Hver gruppe og hver enkelt skulle herefter blive enige om en forretningsidé, som de ønskede at beskæftige sig med. Inden undervisningen gik i gang blev pjecer med workshoppens indhold uddelt til alle, så deltagerne ikke behøvede at tage noter, og så de kunne genopfriske det hjemme. Første punkt på dagsordenen var en gennemgang af den bureaukratiske process forbundet med at starte en forretning i Zambia. Hernæst blev deltagerne undervist i, hvordan man kan præsentere en idé. Her arbejdede de løbende med den teori, som de blev præsenteret for. Deltagerne skulle først med udgangspunkt i et par modeller reflektere over idégrundlaget og hernæst arbejde med udvalgte aspekter i en forretningsplan.

Vi tog senere fat i den mundtlige præsentation, pitching, hvor deltagerne med udgangspunkt i en gennemgang af, hvad der er vigtigt i en pitch, skulle ud på gulvet og øve sig. Inden deltagerne herefter skulle forberede sig på deres præsentation overfor Indo Zambia Bank, fik de en kort gennemgang af fundamentale principper forbundet med at drive en mindre forretning. En repræsentant fra IZB ankom, og alle idéer blev præsenteret og fik feedback. Slutteligt fik alle tildelt et certifikat, som de kan bruge til at søge lån, søge job, søge optagelse på uddannelse eller lign. Der blev evalueret, og alle deltagere havde haft det sjovt og ikke mindst tilkendegav, at de havde lært en masse. De blev sendt afsted med nogle opmuntrende ord, og workshoppen var således slut. De stod imidlertid ikke alene, da de gik ud af døren, idet organisationen Zambians in Need Network (ZiNN), som workshoppen blev afholdt i samarbejde med, vil følge dem. Herudover vil de videreudvikle konceptet.

Idéerne, som blev genereret, og som der blev arbejdet med, var overraskende gode. Her er en kort præsentation af blot et par af de mange gode idéer:

  • ICT Library: Et bibliotek med computere og adgang til internettet målrettet unge, hvor brugerne betaler et månedligt gebyr for ubegrænset brug. Her vil desuden være mulighed for, at unge kan samles, og rådgivning til opstart af forretning vil hermed også være til stede. I Nyimba er der intet bibliotek og ingen netcafé. Unge har herudover svært ved at organisere sig i forbindelse med opstart af forretninger og mangler ofte kompetencerne til at gøre det. Her startes således en kilde til viden og de unge samles. Konceptet kan f.eks. udbygges med en lille biograf, hvor der kan vises dokumentarfilm for skoler eller underholdningsfilm generelt.
  • Produktion af kyllinger og æg: Produktion af kyllinger er i forvejen en lukrativ forretning, men en gruppe ønsker at kombinere det med produktion af æg. I Nyimba bliver æg kun produceret på husholdningsniveau, og selv dem, der producerer på husholdningsniveau, har behov for at købe æg i byen. De æg, man køber i byen, er importeret fra hovedstaden Lusaka og er derfor en smule dyre. Efterspørgslen er høj, og udbuddet er lavt. Gruppen ønsker at købe små kyllinger med henblik på produktion af æg, og når de ikke længere producerer æg, sælger de dem. Da det generelle udbud af mad er lavt i Nyimba, bidrager gruppen også positivt til en udryddelse af sult.
  • Fotografering, billed- og videoredigering:  Èn af deltagerne ønsker at starte en forretning, hvor borgerne i Nyimba distriktet kan hyre vedkommende til eksempelvis at dokumentere events (f.eks. bryllupper) i form af billede og video, som vedkommende efterfølgende redigerer. Dette kan kombineres med design af logoer, produktion af reklamefilm m.v. Der er ingen, som laver noget lignende i Nyimba, og det er noget, som mange NGO’er, virksomheder og private efterspørger.

Der var flere rigtig gode idéer – mange landbrugsrelaterede, som jeg havde svært ved at vurdere, men repræsentanten fra IZB var generelt begejstret.

Zambias regering har i budgettet for 2013 lagt KR19,3 mio., som svarer til 21,2 mio. kr., til side til unge entreprenører. Herudover har UN en youth fund. Deltagerne er først og fremmest opfordret til at søge om disse penge. Supplerende kørte jeg en mindre indsamling, hvor der nu er samlet 2500 kr.

http://www.youtube.com/watch?v=W4m8S1Knv_U

Disse penge distribueres d. 28. marts til de bedste idéer. Et krav er, at de er i grupper, så pengene ikke misbruges. Udover disse pengepuljer, forventes det, at deltagerne skaber et forhold til den lokale bank og optager et lån.

Jeg har også lavet en indsamling til afholdelse af workshoppen og har selv doneret en del. Til afholdelse af workshoppen blev brugt 6.500 kr. – til mad og drikkelse, leje af lokaler, manualer, certifikater, notesbøger, post-its m.v.

Jeg vil gerne takke følgende for støtte og samarbejde:

  • Zambians in Need Network (ZiNN), som hjalp med at koordinere afholdelse og planlægning af workshoppen og blandt andet sørgede for at rekruttere oplagte deltagere
  • Indo Zambia Bank (IZB), som sendte en repræsentant til at lytte til idéerne og give feedback – og ikke mindst er villig til at gå på kompromis med de høje krav til lån
  • Nyimba District Administration, som hjalp med at arrangere workshoppen og blandt andet kom og åbnede workshoppen med en tale
  • Ministry of Community Development, som støttede op om projektet ved at sende en repræsentant til at åbne workshoppen med en tale
  • World Vision, som lånte os en projektor
  • Young Enterprise, som inspirerede til konceptet og sendte præsentationsmateriale
  • Alle der har doneret penge til projektet

Billeder fra workshoppen:

 

 

Innovation og entreprenørskab workshop i Zambia
Konferencelokalet, Taitana Lodge

DSC_4925

District AIDS Coordinating Advisor, District Administrative Officer og repræsentant fra Ministry of Community Development
District AIDS Coordinating Advisor, District Administrative Officer og repræsentant fra Ministry of Community Development
Deltagere
Deltagere
Deltagere
Deltagere
Deltagere
Deltagere
Deltagere
Deltagere
Gruppearbejde i forbindelse med idégenerering
Gruppearbejde i forbindelse med idégenerering
Gruppearbejde i forbindelse med idégenerering
Gruppearbejde i forbindelse med idégenerering
Gruppearbejde i forbindelse med idégenerering
Gruppearbejde i forbindelse med idégenerering
Gruppearbejde i forbindelse med idégenerering
Gruppearbejde i forbindelse med idégenerering
Gruppearbejde i forbindelse med idégenerering
Gruppearbejde i forbindelse med idégenerering
Individuelt arbejde i forbindelse med idégenerering
Individuelt arbejde i forbindelse med idégenerering
Individuelt arbejde i forbindelse med idégenerering
Individuelt arbejde i forbindelse med idégenerering
Individuelt arbejde i forbindelse med idégenerering
Individuelt arbejde i forbindelse med idégenerering
Samling af resultater
Samling af resultater
Introduktion dag to
Introduktion dag to
Deltagere
Deltagere
Øvelse i at pitche en idé
Øvelse i at pitche en idé
En deltager øver sig i at pitche sin idé
En deltager øver sig i at pitche sin idé
Repræsentant fra Indo Zambia Bank
Repræsentant fra Indo Zambia Bank
Deltager præsenterer sin idé for Indo Zambia Bank
Deltager præsenterer sin idé for Indo Zambia Bank
Certifikater uddeles
Certifikater uddeles
Certifikater uddeles
Certifikater uddeles
Gruppebillede med certifikater og repræsentant fra IZB
Gruppebillede med certifikater og repræsentant fra IZB
Eksempel på certifikat
Eksempel på certifikat

Præsentationsmateriale kan downloades her

Ministerbesøg, World AIDS Day, 4. klasses fair og fodboldturnering

Der har været lidt blandet begivenheder, som kan klemmes sammen til et indlæg.

Først og fremmest World AIDS Day, som blev brugt på en skole i en landsby et stykke ude af Nyimba. Her var der en større ceremoni med masser af taler, sketches, dans og musik. Forud for denne dag havde der været en ceremoni i kirken for at skyde det igang. Denne indsats blev nemlig planlagt gennem kirken, hvorfor man, istedet for at lære folk at bruge kondom, prædikede afholdenhed og omskæring. Ja, af en eller anden grund skulle omskæring reducere risikoen for HIV-smitte. Det ses, at børn helt ned til 12 år bliver gravide, så det er ret obvious, at afholdenhed nok ikke er det mest optimale budskab at sende. Men det er et meget kristent land, så sådan er det. Interessante og sjove samtaler man kan få med Mr. Maponda på dette område 🙂

DSC_2757 DSC_2602 DSC_2537 World AIDS Day march DSC_2448

Landbrugsministeren kom på besøg, da et træplantningsprogram skulle skydes igang. Meget formel ceremoni, hvor jeg var inviteret til at tage billeder og video. Masser af formelle personer. Selv “the royal highness”, Chief Ndake, ærede med visit. Ja, jeg synes, de går lidt over gevind, når de tiltaler en chief for et mindre distrikt på den måde – nå ja, og går på knæ, når der skal hilses. Jeg har bevidst undgået at hilse på ham af denne grund. Men vildt fedt initiativ. Det var en noget tam følelse, man stod med, når der blev holdt tale om, hvad der skal gøres for at imødekomme den globale opvarmning, når Afrika udleder en meget lille procentdel af den samlede CO2 udledning. Træer blev der dog plantet.

Tree planting day5 Tree planting day3 Tree planting day2 Tree planting day1 Tree planting day4

4. klasses fair har jeg desværre ingen billeder af. Der blev konkurreret i blandt andet læsning og diktat med fire fjerde klasses repræsentanter fra fem skoler. Walter Hiebert School fik en flot fjerdeplads 🙂 Og mand, hvor var de gode, nogen af de bedste børn. Fodboldturneringen har jeg til gengæld masser af billeder af. Men først en forklaring. Vores nabo, ven og kollega døde af hepatitis omkring jul. Han havde ligget syg længe og kom med al sandsynlighed for sent på det store hospital i Lusaka. Vi var over at besøge ham juledag med en gave (en fodbold til hans hold, som han underviste), men det var desværre det sidste, vi så til ham. Han havde en masse planer om en fodboldturnering, og derfor valgte vi at få det stablet på benene. Det krævede lidt af en indsats fra mig, skal det lige siges. Græsset på fodboldbanen var efter regnen blevet godt en halv meter højt, og når græsset skal klippes, bruges der en “slasher”, som man svinger fra side til side (og tager et lille bundt græs af gangen. Det tog en krig, og jeg knoklede i nok 10 timer på 3 dage blot for at kunne konstatere, at det ikke kunne nåes. Da eleverne så mødte om mandagen, blev de alle sat til at slashe græsset – og vupti, så var det væk. Nøj… Men onsdag kunne der afholdes fodboldturnering. Overordnet en succes. De små børn blev dog småkede af det, da de indså, at det kun var vinderne af turneringen, der fik kiks. Ooooog så er der billeder.

Fodboldturnering6 Fodboldturnering5 Fodboldturnering4 Fodboldturnering3 Fodboldturnering2 Fodboldturnering1

Alene i Zambia

D. 19. januar sagde familien og jeg farvel til de tre piger, og en helt anderledes oplevelse ventede. Selvom det har været hyggeligt at dele Nyimba med Oliva, Mie og Isabella, har det været og er stadig fantastisk at være her alene. Børnene snakker meget mere engelsk – også til hinanden, når jeg er i nærheden. Desuden begyndte jeg på dette tidspunkt at undervise på skolen. …

Her er lidt billeder fra dagen inden den tårevædede afsked. Jeg ser ikke frem til dagen, hvor det er min tur… De smiler iøvrigt ikke rigtig på billeder generelt hernede, jeg ved ikke hvorfor.

Mrs. Maponda
Mrs. Maponda
Blessed
Blessed
Fra venstre: Enala, Olivia, Abigail, Norah, Blessed, Anastacia
Fra venstre: Enala, Olivia, Abigail, Norah, Blessed, Anastacia
Fra venstre: Prince, Olivia, Walter
Fra venstre: Prince, Olivia, Walter
Moster Eunis (aner ikke, hvordan det staves) og de to kusiner, Miriam og Sara
Moster Eunis (aner ikke, hvordan det staves) og de to kusiner, Miriam og Sara

Nytår på Zanzibar

Det var en kamp at komme dertil med maaaange timer i bus. Ja faktisk burde det tælles i dage i stedet. 5-6 dage i bus, tror jeg, hvis der tælles hjemturen med? Hvad, der ventede, var dog den hvideste sandstrand, det klareste vand og det lækreste vejr. Med masser af restaurantbesøg, øl om aftenen og lange morgener var det noget af et afbræk fra livet i Nyimba. Nytår blev fejret til strandfest, hvilket jeg ikke husker så meget af, men sjovt var det. 🙂 Desuden var vi ude at snorkle. Ja, den kunne nok flettes bedre ind. Nå ja, og når der var lavvandet, så var der lavvandet. Så skulle man altså gå flere kilometer ud til vandet – gennem hundredvis af søpindsvin. Som regel kom vandet først tilbage ved 15-16-tiden. Ret mærkværdigt.

Her får I lidt billeder.

Dar Es Salaam2 Dar Es Salaam1 Zanzibar8 Zanzibar7 Zanzibar6 Zanzibar5 Zanzibar4 Zanzibar1 Zanzibar2 Zanzibar3

Juleaften – ja sådan kan det også fejres

Istedet for juletræ, gaver, and og flæskesteg, stod d. 24. december på dans til langt ud på natten. Her var mange fra landsbyen samlet, og ikke alle gik i seng. D. 25. december var dog den egentlige fest. Her havde vores værtsfamilie arrangeret telt, musik, palmer, bænke og mad, og endnu engang var landsbyen samlet til – jeps – dans. 🙂 Fra middag til sent om aftenen stod programmet på dans, sketch, tale og mad. Sjovt var det, da der blev sat en kageceremoni igang, hvor der skulle danses omkring en lillebitte lagkage, inden den blev skåret i, imens 400 afrikanerne måtte se til. Mindre sjovt var det, da vi, efter jeg havde holdt tale, blev beordret at danse lidt fristil for alle til Zambiansk musik. Pigerne ville synge og lave fakter til “På loften sidder nissen”, men jeg nægtede, og vi fik istedet et lynkursus i en Zambiansk dans, som vi efterfølgende opførte med børnene. Vi gav den gas, og alle var glade.

Som altid, her er lidt billeder. Et par søde børn får I også med på vejen i denne omgang.

Christmas17 Christmas16 Christmas11 Christmas12 Christmas13 Christmas14 Christmas15 Christmas10 Christmas9 Christmas8 Christmas7 Christmas6 Christmas5 Christmas4 Christmas3 Christmas2

Charmetrolden, Blessed

Den lille terrorist, som gang på gang roder mit værelse til, Blessed, fortjener et indlæg og en billedserie for sig selv. Han er to år gammel, kan endnu ikke snakke, og man finder ham ofte ligge ude i sandet om aftenen og kigge op på stjernerne. Han laver de sjoveste ansigtsudtryk og ser konstant forundret ud over, hvad fanden der foregår. Han er vildt betaget af biler og cykler – ja, alt med hjul.

Favoritmoment er, da han kom ind på værelset til mig på min madras med to boller, lagde sig og gav mig den ene.

Blessed5 Blessed4 Blessed3 Blessed2 Blessed1 DSC_3010

 

Se resten af familien Maponda her